e-copedia

e-copedia - din hjælp til e-conomic
ForsideTillaegsmodulerInbox-smartinboxSmartinbox Indsendte-med-fejl

Indsendte med fejl

Din Inbox kan modtage langt de fleste billeder og PDFer. Men indimellem kan det ske, at en fil ikke kan overføres til din Inbox. Vi har lavet menuen "Indsendte med fejl", i venstre side af din Inbox, så du kan se de filer der ikke kunne overføres til Inbox, selvom de er modtaget.

Hvad kan jeg gøre?

På listen over bilag med fejl har du tre handlinger du kan udføre, udfor hvert afviste bilag. Her kan du læse hvad du kan bruge disse handlings-knapper til.

Prøv igen

Som udgangspunkt bliver filer afvist, fordi de ikke kan indlæses. Du er dog altid velkommen til at bede Inbox om at prøve igen, ved at trykke på knappen "Prøv igen". Hvis filen forbliver på listen, er overførsel til din Inbox afvist igen.

Du kan læse mere om hvorfor, i afsnittet "Hvorfor kan min fil ikke overføres til Inbox?".

Fjern

Hvis du ser en fil på listen, der ikke er vigtig eller ikke skal bruges, kan du blot trykke "Fjern", så slettes filen helt fra listen og fra e-conomic.

Vær opmærksom på, at denne handling ikke kan fortrydes. e-conomic kan ikke gendanne filer, du har fjernet.

Download

Hvis du gerne vil hente og undersøge en fil på listen, skal du blot trykke "Download".
Bemærk venligst at filen hentes uden filtypenavn.

Hvorfor kan min fil ikke overføres til Inbox?

Der kan være flere årsager til at din fil ikke kan overføres til Inbox. På listen herunder, kan du læse om de mest almindelige årsager til at din fil afvises og havner på listen "Indsendte med fejl".

Filen er for lille

Når du sender en e-mail, er det meget almindeligt at anvende en grafisk signatur med dit logo, knapper til sociale medier eller angivelse for e-mail og telefonnummer. Disse billeder, ønsker vi ikke skal havne i din e-conomic aftale. For at undgå dette frasorterer vi automatisk filer, der fylder mindre end 20 kB (kilobyte). Vi fjerner dog aldrig .PDF-filer, også selvom de er for små. Sådan gør vi, for at sikre vi ikke frasorterer reelle bilag.

Det kan naturligvis være svært at forstå "hvor meget" data 20 kB egentlig er. Derfor har vi lavet en helt kort forklaring og sammenligning herunder.

Filtype Tilsvarende Størrelse
.jpg Et billede fra kamera/smartphone i god kvalitet ~ 2-3,5 MB (megabyte)
.mp3 Tre minutters sang streamet i god kvalitet ~ 3 MB (megabyte)
.mp4 En times video streamet i god kvalitet ~ 1-3 GB (gigabyte)

20 kB (kilobyte) er 0,02 MB (megabyte). Med andre ord, er det kun meget små filer, e-conomic automatisk sorterer fra.

Et eksempel på en lille fil, kunne være billedet herunder:

Billedet du ser, er meget lille. Derfor fylder det kun 4 kB (kilobyte). Dette billede, ville blive sorteret fra, hvis du sendte det til din Smart Inbox.

Filen er i et ukendt format

Hvis du sender en fil ind i din Inbox, vi ikke kan genkende, afvises filen automatisk. Eksempelvis kan Inbox ikke læse lydfiler, videoer eller tekstfiler.
Filen kan også være i et usædvanligt eller program-specifikt format, som vi ikke kan læse eller forstå. Det kunne for eksempel være filer til Billedbehandlings-programmer, CAD-programmer eller lign. Du kan også opleve dette problem, hvis du benytter Microsoft Office, eller Office 365.

Filen kan indeholde skadelig data

Hvis du sender en fil, der let kan indeholde data der kan være skadelig for din computer eller e-conomics systemer, afvises filen automatisk.
Nogle filtyper kan indeholde lidt af hvert. En helt almindelig tekstfil til enten Notesblok eller Microsoft Word kan eksempelvis let indeholde ondsindet computer-kode, der har til formål at ødelægge eller bryde ind på en computer. Derfor afviser vi automatisk filer, der let kan indeholde skadelig computer-kode.

Filen er beskadiget

Når du sender en pakke med posten er du nok klar over, der er en risiko for, at pakken kommer til skade, på sin vej til modtageren. Sådan er det også med filer på en computer, når de rejser gennem forskellige systemer og medier. Derfor afviser vi automatisk filer, vi ikke kan aflæse, fordi de er beskadiget.

Filen har ikke det rette filtypenavn

For at både du og din computer kan finde rundt i, hvilke filer der er til hvad, har alle digitale filer et format og et filtypenavn. For eksempel hedder billeder ofte ".PNG" eller ".JPG" mens musik kan hedde ".MP3" eller ".WAV". Der er adskillige tusinder af forskellige filtypenavne til alle de forskellige ting, du kan gemme på din computer. Nogle gange sker det, at en fil ikke har det rette filtypenavn. Det kan ske, hvis filen omdøbes og filtypenavnet, ved en fejl, ændres samtidigt. Det kan også ske, hvis du gemmer en fil og navnet på filen indtastes med filtypenavn. I nogle tilfælde, kan problemet også opstå, hvis filen konverteres fra ét format til et andet.

Hvis ikke formatet og filtypenavnet stemmer overens, kan det give problemer, fordi computeren vil forsøge at åbne filen med de forkerte programmer. Til eksempel kan du forestille dig, at din computer skal åbne en fil der, ifølge filtypenavnet, indeholder musik. Derfor åbner din computer en musikafspiller. Det viser sig dog, at filen faktisk indeholder et regneark. Resultatet bliver en computer der bliver godt og grundigt forvirret og melder fejl, fordi regnearket naturligvis ikke kan åbnes i en musikafspiller.

tillaegsmoduler/inbox-smartinbox/smartinbox/indsendte-med-fejl · Sidst ændret: 2018/09/11 10:34 af Andreas Rostved
Visma e-conomic A/S